Hoppa över till innehåll
COPENHILL HAR ÅBENT TIL SKILØB OG LØBEANALYSE HELE SOMMEREN. LÆS MERE HER
COPENHILL HAR ÅBENT TIL SKILØB OG LØBEANALYSE HELE SOMMEREN. LÆS MERE HER
SNOWS - Steep & Deep

SNOWS

 

SNOWS er den store danske testcamp, hvor du kan teste sæsonens nyeste ski og snowboards og udvikle dit skiløb i selskab med en masse andre skiløbere. SNOWS foregår på Söldens to store gletsjere, der byder på terræn for alle og god sne.

SNOWS er bygget op omkring to ting:

  1. Fri adgang til at teste sæsonens nyeste ski og snowboards.
  2. Fri adgang til spændende workshops med nogle af Danmarks dygtigste ski-instruktører.

Derudover er der naturligvis masser af hygge og godt skiløb.

Hvor og hvornår er SNOWS 2023?

Søndag d. 5. - fredag d. 10. november 2023 i Sölden, Østrig

Det får du på SNOWS

  • 5 dage på ski med liftkort til Sölden
  • 5 nætter på hotel, pension eller i lejlighed
  • Fri adgang til ski- og snowboardtest
  • Events på bjerget
  • Hygge og afterski
  • Fri adgang til + 100 lektioner og workshops med Danmarks bedste instruktører

Priser fra 4.999,- inkl. overnatning, liftkort og adgang til SNOWS ugeprogram.

SNOWS er for alle

SNOWS er for alle skiløbere, der elsker sne og skiløb. Terrænet på gletsjerne byder på pister fra brede blå boulevarder til stejle world-cup hang. Alle kan stå på ski eller snowboard i området! Mange tror at gletsjerskiløb er ekstremt skiløb, men det er ikke korrekt. Gletsjerskiløb er helt almindeligt skiløb ovenpå en tyk kappe af is, der sørger for kolde pister og perfekte forhold - også i november. I år bliver der mere niveauinddelt undervisning, så der er noget for alle.

Perfekte rammer i Sölden

De to gletsjere Rettenbach og Tiefenbach leverer en kold bund og gode pister fra oktober og helt frem til maj. Gletsjerne byder på varieret skiløb fra brede blå pister til den udfordrende sorte world cup-piste, der hvert år lægger sne til world cup’ens sæsonåbning i storslalom. Alle de største skibrands har testcentre på gletsjerne, hvilket giver os adgang til et enormt antal testski.

Skitest med alle de nyeste ski og snowboards

Vi har +600 ski og +60 snowboards i test - vel at mærke de nyeste ski og boards fra de største producenter.

Vi har testski i følgende kategorier: Slalomski under Ø15 meter, Slalomski over Ø15 meter, Allmountainski, Freerideski og Twintipski. Skiene har en drejeradius fra 11,5 til 28 meter og en bredde under foden mellem 65 og 130 mm.

Vi har snowboards i alle typer - fra freestyle til allmountain og pudderboards.

Hver morgen starter du ud på et par nye ski eller snowboard, og i løbet af dagen kan du skifte så mange gange, du har lyst - vi anbefaler dog at skifte til frokost, så du virkelig kan nå at mærke de ski eller det snowboard, du tester. Hvis det er helt galt, kommer du bare ned i campen - vi er der hele dagen til at hjælpe!

Vores testski er fra 145 cm (dame) og 165 cm (herre/unisex). Vi hjælper dig med at finde de rigtige ski og vi indstiller bindingerne så de passer til din vægt og kørestil.

OBS: Der er ikke junior- eller børneudstyr med i testen.

Øvrigt testudstyr

På SNOWS vil det også være muligt at teste for eksempel hjelme, goggles, stave og andet - dog i et begrænset udvalg.

SNOWS ugeprogram

Her kan du se ugeprogrammet for SNOWS 2023.

Stort udvalg af workshops og lektioner

På SNOWS er der workshops for alle. Alle sammen med det formål at udfordre skiløbet der hvor du ønsker, på en sjov og god måde, hvor du kan mærke, at du bliver bedre på ski. Hver formiddag og hver eftermiddag kan du komme på forskellige lektioner. Det fungerer således, at vi hver morgen, cirka klokken 08:50, hænger formiddagenslektioner op på en opslagstavle i campen, og så skriver du dig på den lektion, du vil på og angiver dit niveau. Når formiddagslektionerne starter klokken 10:00, hænger vi eftermiddagslektionerne op, med start 13:00, efter samme princip. 

Lektionerne er en blanding af 'bliv bedre på ski/board' og lektioner, hvor der fokuseres på bestemte skityper. I 2023 vil der være et større udvalg af lektioner og workshops henvendt snowboardere.

Alle lektioner og workshops er niveauinddelt i letøvet, øvet og meget øvet, så du kommer med en gruppe, der passer dit eget skiniveau. Her er det dog også meget vigtigt, at du selv anerkender dit eget niveau, og måske ikke altid står på sammen med din ven eller kæreste.

Her er nogle af de workshops og lektioner, du kan se frem til i 2023:

  • Det perfekte carvingsving
  • Bliv bedre på stejlt og hårdt underlag
  • Lær at køre i opkørt og tung sne
  • Bliv bedre på din yndlingsski
  • Freeride for alle
  • Racecarvere med stor drejeradius
  • Allmountainski - et universalværktøj
  • 10 tricks, der gør skiløbet sjovere
  • Sådan fungerer en ski - mærk selv
  • Randonnée - med skind og løse hæle
  • Snowboard jib

Der kan komme ændringer og tilføjelser i det endelige program til 2023. Du kan deltage i 4-5 lektioner af to timer inklusiv i prisen.

SNOWS udgangspunkt

Gletsjerne er vores udgangspunkt. SNOWS holder til i solen ved foden af Tiefenbach blot 40 meter fra gondolen. Skiløbet på de to gletsjere hænger sammen, og der er moderne gondoler fra bund til top på begge gletsjere. 

Er du selv kørt til Sölden, har du to muligheder for at komme op til campen. 

  • EGEN TRANSPORT: Kør selv op i egen bil til campen. Køreturen nede fra byen tager cirka 20 minutter.
  • TILKØB BUS TUR/RETUR TIL CAMPEN: Ud fra et 'først til mølle' princip, kan du ved booking tilvælge transferbus fra byen til campen hver dag. 

Er du med fly, sørger vi for bustransport op og ned hver dag til campen. Turen tager cirka 35 minutter fra byen til campen.

Indkvarteringer for alle

Vi bor på hoteller eller i lejligheder nede i byen, hvor der er masser af gode restauranter, afterski og spændende shopping. Du vælger selv, om du vil bo i en lejlighed, på pension eller på hotel.

Bliv bedre på ski og prøv alle de ski du vil. 

Læs mere om SNOWS HER

TILMELD DIG HER

Vil du gerne bo med Steep&Deep skal du ringe og bestille med beskeden om at du gerne vil bo med os på Park Hotel. 

Föregående artikel Skal du på sæson som skiinstruktør eller går du på efterskole hvor du skal tage en instruktør uddannelse?
Nästa artikel Sådan gør du efter et køb af ski hos Steep & Deep

Skriv en kommentar

Kommentarer måste godkännas innan de visas

* Obligatoriska fält