SWIX

I 1942 brød der brand ud i Martin Matsbos voksanlæg i Malung, der forårsagede omfattende skader. Martin måtte starte forfra igen og begyndte at arbejde for Børje. I samråd med kemikere fra Astra og forskere fra KTH Royal Institute of Technology i Stockholm, Sverige, begyndte virksomheden at teste eksisterende og "egne opskrift" skivoks.

Alene i 1945 gennemførte de fuldt ud 6000 test af udstyr med 200 forskellige stoffer. De kom hurtigt til deres første konklusion. Det var ingen mening at prøve at finde på en universalvoks, fordi forholdene og snetyperne er så forskellige. Dette forklarer, hvorfor de udviklede det, der blev det første sortiment af vokser og pastaer tilpasset forskellige forhold, men det var svært at se nogen forskel mellem produkterne. For at adskille den ene fra den anden blev der tilsat en anden farve til hvert af præparaterne. Og sådan blev de markante SWIX -farver til.

I vinteren 1948 begyndte virksomheden at sælge sine første skivokser i Norge. Det faktum, at et svensk firma solgte skivoks i deres land, forårsagede foruroligelse blandt mange nordmænd. På trods af denne indledende modstand fortsatte SWIX sit arbejde. Produkternes høje kvalitet fik norske elite -skiløbere til at begynde at bruge dem, og allerede ved de olympiske lege samme år havde alle guldmedaljere SWIX -voks under skiene. SWIXs ry spredte sig hurtigt både op og ned gennem rækkerne, og løbende skiløbere og langrennsentusiaster brugte snart også produktet. Sloganet "Baseret på test og videnskabelig grundighed" tilskyndede selv de mest afslappede skiløbere til at starte "SWIXing". Det tog ikke lang tid, før mærket blev en del af den norske nationale identitet.